Formålet, udover at bringe forsyninger til de indfødte indianere i de små landsbyer langs den store Amazonasflod, var det også at tilse de syge. Ombord var en pensioneret italiensk læge, der havde viet sit otium til frivilligt at hjælpe indianerne med småskavanker. Primært tandudtrækning. Voldsom cariesangreb er meget udbredt blandt indianerne på grund af store indtag af sukkerrør og dårlig mundhygiejne. Disse angreb kan sprede sig som infektion i hele kroppen. 

Behandlingen foregik på øverste dæk; på vores spisebord, der var dækket af et lagen. Indianerne stod i kø og ventede tålmodigt på, at det skulle blive deres tur. I alle aldre, fra otte til firs år, og kun iført lændeklæder. Op på bordet, åben munden og så ellers i gang med den store Tour de tandudtrækning. Som gammel sanitetsmand i en specialpatrulje, var jeg erfaren med at give injektioner, så jeg lagde lokalbedøvelser i lange baner på lægens anvisninger. Det var ikke ualmindeligt at der røg seks – otte tænder ad gangen. De var lykkelige, de indfødte, for deres voldsomme smerter forsvandt. Vores gestus blev efterfølgende gengældt af store tandløse smil.

En tidlig morgen, hvor besætning og andre deltagere stadig sov i deres hængekøjer, havde jeg lavet mig en kop kaffe, og var listet ud i stævnen af skibet for at nyde den gryende dag i de eksotiske omgivelser. Den uidentificerbare duft af flod og jungle, de sarte grønlige pastelfarver og lydene af papegøjer og brøleaber er ubeskrivelige. Og så dér, ud af disen, dukkede der pludselig en kano af en udhulet træstamme op. Den indfødte, fra en landsby længere nede af floden, havde sejlet hele natten for at komme os i møde. Det viste sig, at hans kone havde nedkommet med et dødfødt barn, og at der stadig var et foster, der ikke kunne komme ud af sig selv. Han bønfaldt om hjælp, og kaptajnen, den gamle læge, indianeren og jeg var ikke sene til at sejle i den jolle med en kraftig påhængsmotor vi havde på slæb, tilbage til den indfødtes landsby. Kvinden var kraftigt smertepåvirket. 

Da lægen vurderede, at han ikke kunne gøre noget, bar vi den stakkels indianerkvinde ned i jollen for at transporterer hende til et lille missionshospital to timers sejlads længere oppe ad floden. 

Lægen havde af sikkerhedsgrunde aldrig stærkere medicin med end håndkøbs albyler.Til al held havde jeg lidt morfintabletter med, som jeg altid har, når jeg er på alfavej. Det kunne lige tage toppen af hendes smerter. På den sparsomme plads i jollen, hvilede kvinden sit hoved i mit skød, medens den gamle doktor gjorde, hvad han kunne, for at standse blødningen. Kun ti minutter inden vi ankom til den lille missionslandsby – vi kunne svagt skimte den i horisonten – udåndende kvinden. Det viste sig senere, at det lille barn i hendes mave heller ikke havde overlevet. 

Det var trist og uvirkeligt. Da vi kom tilbage med den døde kvinde, var landsbyen i sorg. Men det virkede som om naturens barske luner, er et mere acceptabelt vilkår for de indfødte end for os. 

Om aftenen, da vi var tilbage på båden, fik jeg ud af det blå, pludselig høj feber og min krop rystede som et espeløv i vinden. Helt uforståeligt. Lægen spurgte, om jeg havde haft det sådan før. Det mente jeg ikke, men så kom jeg i tanke om, at tre år tidligere, havde min hustru nedkommet med et barn, der få timer efter døde i mine arme. Da vi efter fødslen havde ordnet alt det praktiske, talt med præst og bedemand, og var kommet hjem, fik jeg høj feber og kropsrystelser, der varede et døgn. Det havde været præcist de samme symptomer som nu. ”Der kan du se”, sagde lægen med et sørgmodigt smil og lagde en hånd på min feberhede pande. ”Det er et tydeligt bevis på, at alt det vi glemmer og fortrænger, det lagrer sig i kroppen. Vores celler kan vi ikke skjule noget for – de husker”

Nogle gange er vi uforstående over, hvorfor vi vågner op og er triste. Måske har nattens drømme ført os hen til oplevelser, som kan relatere til dårlige oplevelser vi har haft i barndommen. Vi kan ikke huske drømmen eller oplevelsen, men cellerne kan. 

Pointen er, at det er utroligt vigtigt, at vi er påpasselige med, hvordan vi behandler vores børn; er det med skænd og fornedrelse? Eller hvordan vi behandler vores kammerater og kollegaer. Hvad er det vi siger og gør? Den tilsyneladende harmløse mobning kan udløse fortrængte negative oplevelser, der alt sammen er ophobet i cellernes hukommelse.

F.eks. er jeg ikke i tvivl om, hvor en stor del af min skyld og skam kommer fra.