Jeg tænker nogle gange, hvad pokker vil der ske, hvis ballonen springer. Ufreden i verden er ikke blevet mindre – og den er endda kommet tættere på.  Jeg er gammel soldat fra en af de små specialenheder; jeg har været i krig, og jeg har arbejdet i krigens fodspor i humanitært regi. Jeg har set menneskelig lidelse tættere på, end det vi bliver overdynget med i medierne. Jeg tænker på hvad vil der ske, hvis disse forhold pludselig opstår i vores egen lille andedam. Ikke at jeg tror det sker, ikke fordi menneskernes børn har lært en fucking pind gennem de sidste mange hundrede års ufred, men fordi jeg stoler blindt på vores alliancer og vores efterretningsvæsener. Så jeg tror ikke at vi f.eks. får russiske tilstande, hvor der er fødevarebegrænsninger, og hvor butikkerne begynder at sælge æg enkeltvis. 

Jeg tænker også nogle gange på, hvordan vores oldeforældre levede. Der var ikke meget at rutte med, også selvom flertallet dengang var bønder, og mere eller mindre selvforsynende.

Jeg lever en privilegeret tilværelse.
Jeg har kun mig selv at tage vare på, og mangler ikke noget. Jeg bor midt i hovedstaden – omgivet af stort udvalg af dagligvarebutikker og en masse lækre småforretninger med delikatesser og ToGo tilbud. Og så kan jeg på nogle områder have et komplet respektløst forhold til penge.

F.eks. er det så godt som dagligt at jeg handler ind – fuldstændigt unuanceret og ukritisk. Det er ikke ualmindeligt, at jeg forlader et supermarked uden først at have kørt kortet gennem maskinen for 300 kroner. Dagligt – ugens syv dage. 

Hvorfor gør jeg det? Tja, fordi jeg kan, men mere fordi jeg er et respektløst forbrugersvin.

Lillejuleaften var vi samlet i min datter og svigersøns dejlige landkøkken i Hvide Sande – hele familien. Vi havde hver især fået uddelegeret nogle forberedende sysler til den efterfølgende aftens store samlingsfest. Jeg sad og pillede de små kartofler, som senere skulle glaseres til de sukkersøde tingester, som vi alle elsker. Min ene svigersøns opgave var at sørge for rødkålen – fra bunden, naturligvis.

Og det er egentlig det, dette indlæg handler om. Svigersønnen begyndte at dele kålhovedet op, for senere at dissekere det til atomer. Og jeg gjorde store øjne. Kålen spredte sig – og til sidst var køkkenbordet aldeles dækket af rødkålsfragtmenter. Jeg tænkte, det var satans – et kålhoved til otte kroner, og der er mad nok til at kålføde et helt regiment soldater i to uger. 

Jeg tænkte videre; hvordan vil det være at blive økonomisk voksen og udfordre sig selv? Jeg har derfor besluttet at tage handsken op (elsker at udfordre mig selv). Jeg vil lave mig en kost- og indkøbsplan, hvor jeg kun bruger 200 kr. om ugen. Og den vil jeg følge i en måned. Det gælder kun madvarer, ikke tandpasta, sæbe osv. men det inkluderer drikkevarer. Så lige i øjeblikket er jeg ved at sætte mig ind i, hvilke sunde retter jeg kan lave af grundvarer til maks. 200 kr.

Hvis du er interesseret, kan du jo følge med. I næste indslag vil jeg være i gang – og til den tid, kan du læse om mine indkøb og hvilke lækre retter jeg får ud af det. Velbekomme!