Da vi ses igen, fortæller Helle med et smil om læberne, hvordan hun i et par situationer havde fået sagt fra, samtidig med, at hun havde holdt fast i sig selv. Ved sessionens afslutning, ser jeg, med et fast blik, Helle direkte i øjnene. ”Helle, jeg er nødt til at spørge dig; jeg har på fornemmelsen, du tumler med noget, der er meget dybere og mere betydningsfuldt, end det med veninden?” ”Hvad mener du”, spørger hun undvigende. ”Jeg mener”, at jeg ikke tror, at det er dér hunden ligger begravet. Tillad mig at spørge dig meget direkte. Hvordan går det i dit ægteskab? Har du lyst til at fortælle mig om det?”

Helle ser op på mig, tørrer sine kinder og dupper øjnene. Med næsten uhørlig stemme siger hun: ”Ja, du har ret – det er dér min sorg ligger. Det er mange år siden jeg har været lykkelig, sådan rigtig lykkelig, og det har med forholdet til Jørgen at gøre.” Kvinden retter sig op i stolen, hendes stemme er blevet mere fast, og hun har fået styr på åndedrættet. ”HVORFOR det er sådan er, at jeg aldrig har elsket min mand, men jeg holder meget af ham.

Jeg blev forblændet af ham, da vi mødtes for 18 år siden. Vi kommer fra to vidt forskellige baggrunde. Jeg er ’tøsen fra landet’, mønsterbryderen, der blev familiens første akademiker, medens Jørgen er født med den berømte guldske i munden. Jeg faldt på halen på grund af hans charme, og alt det hans rigdom medførte. Jeg var en køn pige dengang, og han følte sig feteret. Vi har aldrig manglet noget – jeg er møg forkælet. Men har langsomt mistet mig selv, og jeg føler mig mere ensom end nogensinde. Jeg ønsker at genfinde den gamle Helle, med forkærligheden til det enkle, det nære og intense”. Helle havde talt sig varm og fået glød i kinderne. ”Tak fordi du spurgte og lyttede, Peter. Jeg kan mærke, at det er godt at få sat ord på alt det, jeg dagligt fortrænger”.

Vi sidder tavse en tid, så spørger jeg: ”Hvad kunne du tænke dig”?  ”Jeg ønsker at være mig selv”. ”Det er en voldsom beslutning. Jeg kunne foreslå dig, at du går hjem og gennemtænker det helt til bunds – fordele, ulemper osv. Eventuelt overvejer, om der er nogle kompromiser, dig og Jørgen kan blive enige om, hvad der eventuelt skal til, for at du kan finde dig selv og forblive grounded i det som er, eller hvad alternativet skulle være, hvis du vælger skilsmissen. Hvad siger du til, at vi mødes på næste torsdag og tager den derfra?”

Ugen efter sidder vi atter over for hinanden. Helle har taget en endegyldig beslutning; hun VIL skilles. Vi aftaler at bruge tiden på, HVORDAN det hele skal foregå, og at lægge en strategi. Helle er målsat.

Da hun syntes at have en plan, siger hun: ”Tak Peter, du ved ikke hvor lettet jeg er. Nu skal jeg til at være mig selv, i mit eget jeg.” Hun rejser sig, rækker hånden ud til afsked, og gør skridt til at åbne døren. 

Jeg stikker afværgende en arm frem, og byder hende at sætte sig igen.  ”Jeg er nødt til, først at spørge dig om en enkelt lille ting: HVORNÅR har du tænkt dig at konfrontere din mand med din beslutning?” Hun stirrer på mig. Så braser hun i gråd. ”Det ved jeg ikke. Om to uger skal vi på vores årlige sundhedsrejse til Lazanta Sport med nogle venner, så når vi kommer hjem, vil jeg fortælle ham det.” Hun ser fortvivlet ud. ”Hvordan tror du den mellemliggende tid vil være for dig?", spørger jeg, "Fire uger skal du rende rundt med en hemmelighed og holde gode miner over for din mand og jeres venner om en beslutning, du allerede har taget? Jeg vil foreslå at du sætter dig tilbage, trækker vejret dybt og virkelig mærker efter, hvordan det vil være for dig.” Efter flere minutter i stilhed, hvisker hun: ”Du har ret – det kan jeg ikke være i, og det fortjener Jørgen ikke”. Hun sukker tungt, og siger så: ”Jeg vil fortælle ham det i dag, det er jeg simpelthen nødt til. 

Vi aftaler at Helle skal ringe til mig en uge efter og fortælle, hvordan det var gået. 

Helle ringede aldrig.

I stedet stod hun fire dage efter i døren til min klinik med den største buket blomster jeg nogen sinde har set. Det var en helt anden kvinde, end hende, jeg havde set første gang. 

Helle var euforisk. Hun fortalte mig, at hun havde gjort som hun havde besluttet; Selvom det havde været svært, havde hendes mand taget det meget bedre end hun havde forventet. Han havde pragmatisk hjulpet hende med de første trin på vejen til hendes nye tilværelse. De havde aftalt en ordning som på ingen måde, ville sætte hende i økonomisk forlegenhed. Hun havde allerede fundet et udgangspunkt, der skulle være rammerne for en ny og mere autentisk tilværelse. 

Det magiske ord i denne klientoplevelse er selvfølgelig ”HVORNÅR”. Jeg ved ikke, hvordan du har det. Men jeg ved fra mig selv, at jeg kan lægge de vildeste planer om fede ændringer eller tiltag i mit liv – helt ned i detaljer. Lige fra træningsplaner og kostomlæg til rejser og uddannelser. Men hvis ikke jeg får ”HVORNÅR” med, er der en stor sandsynlighed for, at det hele ryger i vasken. 

Hvis du genkender det, så husk at afslutte dine planer og beslutninger med et HVORNÅR. Det er først dér, at der er aktion - og drømme bliver opfyldt.